Hvor det startede

I New York er der en lille bar der hedder ”Stonewall Inn”. De fleste kender nok navnet i dag, for Carlsberg sælger en øl, der har navnet ”Brooklyn Stonewall Inn”, der har et regnbuedesign på logoet.
Men baren var et tilholdssted for homoseksuelle og drags, hvilket i 1969 var forbudt i flere henseender på grund af forældede love. Hvilket desværre ses komme igen i USA.
Men det der var anderledes denne gang, da politiet brød ind i festlighederne, lige efter midnat den 28. juni 1969. Det var at gæsterne på Stonewall Inn slog tilbage. De havde fået nok.
Der er flere beskrivelser af hvordan det startede og hvorfor der blev kæmpet tilbage lige præcis denne gang, men der er flere ting i dagene op til, der viser en eskalering i det fællesskab der var omkring Stonewall Inn.

Efterfølgerne

Efter optøjerne ved Stonewall Inn startede flere forskellige grupper af homoseksuelle at poppe op. De arbejdede med information og for at bekæmpe de homofobiske love der fandtes på dette tidspunkt. Især er ”Gay Liberation Front” (GLF) kendt for at være en af dem der arbejdede med dette. Den fik grene til England, hvor der også startes en afdeling. Der var også nogle kontroverser på dette tidspunkt, for nogle afdelinger af GLF var primært for hvide mennesker.
Men man kan roligt sige at efter Stonewall, samledes der sig et fællesskab, der ikke kun havde fester for øje, men også en kamp for retfærdighed og lighed, som man ikke havde set før.

Den første ”Pride”

I juni 1970, altså et år efter optøjerne startede de første Pride Parader i USA og allerede i 1972 kom de første Prides til Europa. Ordet Pride kommer fra Brenda Howard, en biseksuel kvinde der arbejdede på de første Prides. Navnet har hængt ved og den første amerikanske præsident der anerkendte Pride var Bill Clinton og derefter var det Barack Obama der kundgjorde juni som Pride måned.

Danmark

Den første Pride i Danmark blev afholdt i 1996 hvor det også var hjemsted for årets Europride. Før dette blev der ganske vidst, afholdt Pride events rundt om i København, men det var først i 1996 den første rigtige Pride blev afholdt.
Udenfor København kunne man mærke at der skulle til at ske noget i 2010erne og i 2012 startede Aarhus Pride, her var der 5000 de første år der var med og tallet er stigende.
I Aalborg startede man i 2015 hvor man arbejder med værdierne synlighed, tolerance, ligestilling og inklusion. Hvilket man ser på de kræfter der er bag, hvor der er flere frivillige der ikke er del af regnbueparaplyen men ønsker at støtte op om en folkelig fest med information og glæde.

Hvorfor bliver vi ved?

Nogen synes at det er et godt spørgsmål. Det er det jo egentligt også, for ifølge ILGA-Europe, der måler hvordan det står til med rettigheder for LGBTQIA+. Ligger vi i Danmark på en flot 3. plads, hvilket betyder at det jo egentligt går godt, dog er der områder vi kan forbedre os på og det er især den nonbinære del.
Er Prides den eneste måde man råber politikerne op på? Nej slet ikke, for det foregår lobbyisme hele tiden og uden denne, ville de folkevalgte ikke høre hvad der sker for LGBTQI+ miljøet i Danmark.
Der skal også hele tiden informeres til den almene befolkning om miljøet og de udfordringer der stadig er, det er det alle Prides i Danmark arbejder med, ud over at holde den kendte Pride.

Stadig brug for Pride?

Så er der stadig brug for Pride? Her kan jeg kun tale for mig selv og sige ”Ja” for der er stadig områder og personer der mener at vi ikke skal høre til i Danmark.
Ser man på USA, hvor de fleste tendenser drypper fra, som altid på et eller andet tidspunkt, kommer til Danmark, så er der flere stater der forbyder Drags. Alene på den baggrund at det er mænd i dametøj og en mand skal have mandetøj på.
Desværre ser vi det også i Danmark hvor der så sent som i år var demonstration mod at drags skulle oplæse en historie for børn. Der var heldigvis en moddemonstration der var større.
Der har dog i de fleste tider været mænd der har klædt sig i dametøj på dansk tv. Når jeg Hurtigt tænker tilbage var der Michel Castenholt der optrådte som Vera i børne tv og selv Bamse havde et strutskørt på i 80erne. Er vi blevet sarte eller er det en tendens der drypper fra USA?
Jeg er tilbøjelig til at sige det sidste er nok mest gældende.

Her fra er der bare at sige – Happy Pride  

Kærlig hilsen 
Lars