Tina Turner

Et homoikon er nu gået bort i en alder af 83. What a life!

Fra starten var Anna Mae Bullock et naturtalent til at synge og med sin mand Ike Turner, fik hun stor succes. Dog med en pris, denne pris var hustruvold som både var fysisk og også psykisk.

Men som en ren Disney film, kom hun ud af et turbulent forhold og fik en kæmpe karriere, sikkert hjulpet godt på vej af den historie hun havde.
Det skal ikke forklejnes for hun arbejdede hårdt for sin succes og sikrede sig at lave det ene hit efter det andet.

Jeg har desværre ikke set hende live, men hun har altid været i periferien, som en diva der altid lige er i nærheden.
Den første sang jeg rigtig husker er ”We don’t need another hero” fra 1985. Der var jeg kun 5 år gammel, men det er den første jeg har erindring om, som var hendes.

Nogle vil hylde hende som en af de POC (personer af farve) der kom langt. Og ydermere at det var en kvinde. For mig er det ikke det vigtigste, for jeg har aldrig set hende som en bestemt race, hun ER Tina Turner.

Ikon

Jeg har lavet drag til ”Proud Mary” og har altid hørt hendes musik for fuld hammer. Der var en kraft og styrke i hendes stemme, nogle ville sige askebæger ryst. Den lyd kommer fra et dyb som kun dem der har haft en stor smerte i sit liv, kan mestre.

Der er ingen tvivl om at der var mange drags der brugte hendes enestående og kraftige musik i deres shows. Hvilket bare forstærker hendes popularitet. Det er musik man kan rocke med på, men vigtigst af alt – synge, skrige og skråle med på.

Herhjemme var det mig der fandt ud af at hun var død først. Da jeg fortalte det til min mand, var det første han sagde: ”prøver du på at ødelægge min dag”. Det er ikke en gang fordi vi er kæmpe fans af denne enestående kvinde, men hun var der bare, i periferien.

Så mens jeg skriver dette, så har jeg Tina Turner i ørerne og mindes mig selv som 16-årig synge med på ”Nutbush City Limit”

RIP Tina Turner 1939-2023